Mystikken breder sig: Hollywood-stjerner jagtes af dinosaurer i ny film

Hvad pokker er det egentlig, der sker i The End of Oak Street?
Ja, mystikken breder sig i første trailer for filmen, der lander i biografen den 13. august. Se filmens trailer nederst i artiklen.
Vi møder Anne Hathaway og Ewan McGregor i rollerne som et forældrepar til to børn, der spilles af Maisy Stella og Christian Convery.
Noget i deres nabolag er langt fra, som det plejer at være. For på forunderlig vis er hele deres kvarter og familiens gade Oak Street blevet flyttet til et ukendt sted. Så hvad er i grunden op og ned nu?
Der er i hvert fald noget helt galt, hvilket fremgår af traileren, hvor familien ikke alene må forholde sig til den nye og mystiske situation, men også dinosaurer, der pludselig jagter dem.
'The End of Oak Street' - tidligere kendt under titlen 'Flowervale Street' - er skrevet og instrueret af David Robert Mitchell, der bl.a. har stået bag den skræmmende nyklassiker It Follows. Den har fortsættelsen 'They Follow' under udvikling.
Filmen produceres bl.a. af J.J. Abrams og netop David Robert Mitchell. Førstnævnte er medskaber af serien 'Lost' og har instrueret den vellykkede Star Trek fra 2009 og dens efterfølger samt Star Wars: The Force Awakens og Star Wars: The Rise of Skywalker m.fl.
Abrams er senere i år selv aktuel som instruktør. det sker med den hemmelighedsfulde storfilm 'The Great Beyond', der lander i biograferne til november.
'The End of Oak Street' har biografpremiere den 13. august.







