Oscar-nomineret for Trump-film: "I høj grad en film der tilhører Danmark"

To skuespillere kan få priser for 'The Apprentice'
The Apprentice
(© Nordisk Film Distribution)

Da Oscar-nomineringerne landede i går eftermiddags, fik Pigen med nålen mest opmærksomhed her i Danmark. Men en anden film, der har et markant dansk aftryk, bør også fremhæves.

Der er tale om dansk-iranske Ali Abbasis biografiske drama The Apprentice. Filmen, der havde biografpremiere sidste år, fik to nomineringer, nemlig for Bedste mandlige hovedrolle til Sebastian Stan og Bedste mandlige birolle til Jeremy Strong.

Stan har hovedrollen som en ung Donald Trump, der kommer under vingerne hos den kyniske advokat Roy Cohn, spillet af Strong. Hvad der herefter følger, er en skurks oprindelseshistorie, der kaster lys over den amerikanske præsidents særegne karakter.

'The Apprentice' havde gallapremiere i Danmark, hvor både instruktøren Abbasi og hans trekløver af skuespillere, Sebastian Stan, Jeremy Strong og Maria Bakalova, var at finde på den røde løber i Imperial Biograf.

Kino.dk var til stede på løberen, hvor vi bl.a. fik en kort snak med de to nu Oscar-nominerede skuespillere. Og den danskboende Jeremy Strong er ikke i tivlv om, at vi godt kan kippe med Dannebrogs-flaget, når 'The Apprentice' skal til Oscar-showet til marts.

 

Se klippet med Jeremy Strong herunder:

- Vi har vist filmen i hele verden, men for mig er Danmark det mest betydningsfulde land at vise den i på grund af, hvor meget Danmark betyder for mig, fortalte Strong i oktober 2024 og fortsætter:

- Instruktøren er dansk, filmfotografen er dansk, og klipperne er danske og producenterne er danske. Så 'The Apprentice' er i høj grad en film, der tilhører Danmark.

Sebastian Stan, der dyster i den største kategori for en mandlig skuespiller, er gået ind i rollen med stor entusiasme. Folk, der husker ham som superhelten Winter Soldier i Marvels film, vil dårligt kunne genkende hans mimik som Donald Trump. 

Da vi talte med instruktøren Ali Abbasi op til premieren sidste år, var han heller ikke i tvivl om, hvor dedikeret hans hovedrolle har været:

- Jeg har så stor respekt for, hvordan man finder den balance. Han lavede masser af research. Jeg ved ikke, hvor mange af de der videoer med Trump, som han satte sig og hørte og gentog igen og igen. 

- Som du siger, han er jo Winter Soldier, og han har masser af teenagepiger, der er forelsket i ham osv. Jeg synes, det er ret imponerende, at han tager den risiko. Det kan ikke have været nemt. Rollen var ikke nem, forberedelserne var ikke nemme. Men jeg tror, at efterspillet heller ikke bliver nemt. 

The Apprentice
Jeremy Strong og Sebastian Stan i 'The Apprentice' (© Nordisk Film)

Som Ali Abbasi fortalte dengang har efterspillet ikke været en dans på roser for Stan, der oplevede, at ingen af hans skuespillerkolleger ville tale med ham i interviewprogrammet Actors on Actors, fordi de var bange for Trumps reaktion på 'The Apprentice'. 

Derfor må Oscar-nomineringen og anerkendelsen fra Det Amerikanske Filmakademi alt andet lige være en lettelse for Stan, hvis karriere kunne have været sat gevaldigt under pres.

Da vi talte med skuespilleren ved gallapremieren i København, fortalte den 42-årige Sebastian Stan da også, at det er meget lettere at vise 'The Apprentice' i Europa. Noget som han mener, at USA godt kunne tage ved lære af.

- Det er altid en lærerig oplevelse, når vi viser filmen. Vi opdager, hvordan filmen modtages af folk verden over. Jeg har følt, specielt i Europa, at publikum på grund af afstanden er mere åbne og nysgerrige overfor 'The Apprentice' og går til filmen med mere nysgerrighed. Hvilket er noget, vi godt kunne lære af i USA.

Vi krydser fingre for priser til de to dygtige skuespillere – og for sejr til 'Pigen med nålen'.

Oscar-uddelingen finder sted natten mellem den 2. og 3. marts.

Se alle nominerede til Oscars 2025 her.

 

Se klippet med Sebastian Stan herunder:

Nyeste film i biografen