Se den unikt i biografen: Elsket splatter-klassiker fylder 40 år

Filmens underholdende fortsættelse vises også på det store lærred
Re-Animator
(© Empire Pictures / Re-Animator)

I år fylder instruktør Stuart Gordons herlige splatter-klassiker Re-Animator hele 40 år.

Filmen kan i den forbindelse unikt opleves i biografen i en nyrestaureret 4K-version under genrefilmfestivalen Blodig Weekend, der indtager København, Aarhus og Odense fra den 12.-16. november.

Ikke nok med det. Filmens veloplagte fortsættelse Bride of Re-Animator fra 1990 vises også, når den blodige festival indtager biografen.

Se hele programmet for Blodig Weekend 2025 her.

Det er derfor oplagt at se eller gense den mesterlige 'Re-Animator' på et stort lærred i selskab med andre gyserfans.

Filmen bliver desuden introduceret af forskellige fagpersoner ved visningerne i både København, Aarhus og Odense. Se sted og tid for visningerne nederst i artiklen.

I 'Re-Animator' møder vi en medicinstuderende, hvis liv i den grad udfordres, da hans nye roommate flytter ind, nemlig den excentriske Herbert West, som spilles ikonisk af Jeffrey Combs.

Herbert West er bestemt heller ikke nogen almindelig roommate. Hans ekstreme eksperimenter går nemlig på at bringe de døde til live. Det går naturligvis snart vanvidsamok!

Re-Animator
(© Empire Pictures / Re-Animator)

'Re-Animator' er baseret på en novelle fra 1922 af forfatteren H.P. Lovecraft, der bl.a. er kendt for sin kosmiske horror og evnen til at beskrive det usete og overnaturlige på skræmmende vis. 

I hænderne på instruktør Stuart Gordon er der kommet en splatter-glad omgang gru ud af forlægget, der selv her 40 år senere underholder med kropsgru og grotesk humor.

'Re-Animator' fik desuden en veloplagt fortsættelse med instruktør Brian Yuznas blodigt bizarre 'Bride of Re-Animator' i 1990, hvor de døde atter forsøges bragt til live. Denne gang med målet om at skabe den perfekte kvinde.

Visningerne af de to Re-Animator-film vises på Blodig Weekend som følger:

EMPIRE BIO (København): 

- 'Re-Animator': torsdag den 13. november kl. 19:30 (introduktion af Dennis Jacob Hess Rosenfeld og Merlin P. Mann fra podcasten På sporet af Lovecraft).

- 'Bride of Re-Animator': torsdag den 13. november kl. 21:30.

ØST FOR PARADIS (Aarhus): 

- 'Re-Animator': lørdag den 15. november kl. 18:30 (introduktion med Joachim Jelle fra podcasten Gysergutterne).

- 'Bride of Re-Animator': lørdag den 15. november kl. 21:00.

CAFÉ BIOGRAFEN (Odense):

- 'Re-Animator': lørdag den 15. november kl. 21:00 (introduktion af filmnørd og gyserekspert Jane Valeur).

Nyeste film i biografen