Stjerne om vildt møde med Dune-fan: "Han knælede for mine fødder"

Store forventninger til Harkonnen-søstrene
Dune: Prophecy
(© HBO)

Da første afsnit af den stort imødesete prequel-serie Dune: Prophecy løb over skærmen på streamingtjenesten Max mandag, var det med de to britiske skuespillere Emily Watson og Olivia Williams i hovedrollerne som Harkonnen-søstrene Valya og Tula.

For de to erfarne skuespillere er det første gang de spiller bærende roller i et projekt med en så stor og dedikeret fanbase som det Frank Herbert-skabte Dune-univers, og det mærkede de meget hurtigt.

I forbindelse med premieren på serien fik vi lov at stille stjernerne nogle spørgsmål, og her kunne Olivia Williams fortælle, at det gik op for hende, hvor elsket et univers hun skulle til at træde ind i efter en episode i hendes eget hjem med en tv-installatør.

- Tidligt i forløbet, da jeg lige havde fået rollen, kom en mand for at installere et nyt tv og forbinde det til wi-fi, hvilket var udenfor min videnssfære. Og han spurgte mig, hvad jeg skulle lave næste gang, og jeg fortalte ham, at jeg spillede Tula Harkonnen, og han knælede for mine fødder. På det tidspunkt indså jeg, at det her er alvorligt. 

- Jeg har håb og drømme for en hel generation hvilende på mine skuldre. Jeg skal bare få det til at lykkes.

Dune: Prohecy
Danske Sarah-Sofie Boussnina i 'Dune: Prophecy' (© MAX)

Det store ansvar blev endnu tydeligere, da Emily, Olivia og det resterende cast blev introduceret for en stor mængde fans til en tegneseriekonference i New York tidligere på året. 

- Vi havde også en introduktion på Comic Con for 2 uger siden, hvilket var ligesom... at sidde, du ved, foran et publikum på 4.000 mennesker, der hænger sig fast på hvert eneste ord, du siger, fortalte Emily Watson.

- Det er en meget anderledes verden fra nogle af de demografier, jeg har spillet for før.

Emily Watson har tidligere medvirket i en lang række bemærkelsesværdige film som Punch-Drunk Love, War Horse samt Breaking the Waves, der er instrueret af danske Lars von Trier og var hendes store gennembrud, som da også gav hende en Oscar-nominering.

Olivia Williams er ligeledes kendt for en række store roller i film som Den sjette sans, Rushmore og An Education, der også har en dansk instruktør i form af Lone Scherfig.

Dune: Prophecy
(© MAX)

Selvom de begge spiller medlemmer af Harkonnen-klanen, er de af en anden generation end de blege, krigeriske skurke spillet af bl.a. Austin Butler og Stellan Skarsgård, som vi har mødt i de to film fra Denis Villeneuve.

Serien foregår nemlig 10.000 år før Paul Atreides’ oprør på Arrakis, hvor Valya Harkonnen (Emily Watson) er den nuværende Mother Superior og leder af Bene Gesserit-søsterkredsen. 

Hendes søster Tula (Olivia Williams) er ligeledes medlem af søsterkredsen og underviser i manipulation, løgnedetektion og selvforsvar. Sammen håber de på at genoprette deres vanærede Harkonnen-hus’ ærefulde status.

I serien ses også en række andre kendte skuespillere som Mark Strong, Travis Fimmel samt dansk Sarah-Sofie Boussnina, som vi også har talt med om serien. Læs mere om det her.

Der udkommer et nyt afsnit af 'Dune: Prophecy' hver mandag på Max.