11 film du skal streame i december

Masser af film til julemåneden
Knives Out 3
(© Netflix)

Hvis du har brug for en pause i decembers travlhed, har vi samlet 11 bud på nye film, som du kan streame i højtiden.

Du kan se frem til at alt fra store biograffilm - der nu får streamingpremiere - over en ventet opfølger til populært trolde-familiegys og en imødeset krimi-efterfølger samt Oscar-kandidater.

Læs om de 11 film du kan streame i december herunder:

Troll 2
(© Netflix)

Trold 2

Det norske action-eventyr 'Trold' fra 2022 er stadig den mest populære ikke-engelsksprogede film på Netflix med over 100 millioner afspilninger. Det kan potentielt blive overgået nu, hvor fortsættelsen 'Trold 2' rammer streamingtjenesten.

Da en ny trold her truer med ødelægge deres hjemland, tager Nora, Andreas og major Kris ud på deres hidtil farligste mission.

Instruktøren af den første film - norske Roar Uthaug (Tomb RaiderBølgen) - er tilbage bag kameraet på denne fortsættelse.

'Trold 2' kan ses på Netflix fra den 1. december.

Tron: Ares
(© Disney)

Tron: Ares

Den stort anlagte biograffilm 'Tron: Ares' får nu sin streamingpremiere. Det er den tredje film i Tron-franchisen, der startede i 1982.

Historien følger et yderst sofistikeret program, Ares, der sendes fra den digitale verden til vores virkelighed på en farlig mission, der markerer menneskehedens første møde med skabninger med kunstig intelligens.

I front for filmen finder man Jared Leto som Ares, mens Jeff Bridges nu for tredje gang kan ses som Kevin Flynn. Rollelisten tæller ydermere Greta Lee, Evan Peters og Gillian Anderson.

'Tron: Ares' kan ses fra den 2. december på Disney+.

The Roses
(© Disney)

The Roses

Den sorte komedie 'The Roses' er et moderne twist på ægteskabelig tumult med Olivia Colman og Benedict Cumberbatch som kaotisk ægtepar.

Livet ser lykkeligt ud for det billedskønne par Ivy og Theo - indbringende karrierer, kærligt ægteskab, dejlige børn. Men bag den idylliske facade trækker sorte skyer sammen. Da Theos karriere styrtdykker, og Ivys ambitioner bærer frugt, antændes en krudttønde af indestængt misundelse og forbitrelse. 

'The Roses' er instrueret af komedieinstruktøren Jay Roach, der tidligere har stået bag bl.a. Austin Powers-trilogien og Meet the Parents.

'The Roses' kan ses på Disney+ fra 3. december.

Oh. What. Fun.
(© Foto: Alisha Wetherill / Prime)

Oh. What. Fun.

Ingen december uden nye julefilm. Prime Video er leveringsdygtig i en af årets mere stjernespækkede.

'Oh. What. Fun.' har Michelle Pfeiffer i hovedrollen som Claire Clauster, der hver jul samler sin kaotiske, elskede familie. 

Julestemningen er altid i top hos Claire, som i år har planlagt en særlig udflugt for familien, men hun ender med at blive efterladt alene hjemme.

Træt af det hele og med en følelse af ikke at blive værdsat drager hun ud på sit eget impulsive eventyr. Mens familien desperat forsøger at finde hende, opdager Claire den uventede magi i en jul, der ikke går efter planen. 

Rollelisten tæller ydermere Felicity Jones, Chloë Grace Moretz, Denis Leary, Dominic Sessa, Danielle Brooks, Devery Jacobs, Havana Rose Liu, Maude Apatow, Jason Schwartzman, Eva Longoria og Joan Chen.

'Oh. What. Fun.' kan ses på Prime Video fra 3. december.

Jay Kelly
(© Foto: Peter Mountain / Netflix)

Jay Kelly

I 'Jay Kelly' fra Marriage Story-instruktør Noah Baumbach påtager George Clooney sig den mest udfordrende rolle i sin karriere… som George Clooney. Eller i hvert fald en figur tydeligt modelleret efter ham selv.

Men selvom hovedpersonen, som han spiller, tydeligvis er inspireret af den Oscar-vindende skuespillers karriere, kunne de to personligheder næsten ikke være mere forskellige. Det, de dog har til fælles, er det solbeskinnede A-list-kendislys, de begge bader i – og den lette karisma og det gode udseende, som får publikum med på en rejse, man måske ellers ville tøve med at tage. 

Det er blot ét af de mange elementer, instruktør og medforfatter Baumbach holder fast i, mens han dissekerer, hvad det kræver – og hvad der må ofres – for at bevare stjernestatus. Netflix-filmen er allerede blev nævnt i Oscar-sammenhæng og med det hold foran og bag, er den nok værd at holde øje med, når prissæsonen starter.

'Jay Kelly' kan ses på Netflix fra 5. december.

Knives Out 3
(© John WIlson / Netflix)

Wake Up Dead Man: A Knives Out Story

Hvad er bedre end en god krimi til en kold vinteraften? Netflix er leveringsdygtig i en af årets mest ventede film i genren. Nemlig tredje del af Rian Johnsons Knives Out-trilogi.

'Wake Up Dead Man: A Knives Out Mystery' har Daniel Craig tilbage i rollen som detektiven Benoit Blanc, der forsøger at opklare sin hidtil mest farlige sag. Denne gang i en kirkelig setting, da en præst dør under mystiske omstændigheder.

Ligesom med de foregående film i serien, så er rollelisten til den tredje film også stjernespækket - og tæller i denne omgang navne som Josh O’Connor, Glenn Close, Josh Brolin, Mila Kunis, Jeremy Renner, Kerry Washington, Andrew Scott, Cailee Spaeny, Daryl McCormack og Thomas Haden Church.

'Wake Up Dead Man: A Knives Out Story' kan ses på Netflix fra 12. december.

Good Fortune
(© Lionsgate)

Good Fortune

Komikeren Aziz Ansari beviste sit filmiske talent med den skarpe og tidslige Netflix-serie 'Master of None', som han både skrev, instruerede og spillede hovedrollen i.

Nu er Ansari så klar med sin første film bag kameraet med titlen 'Good Fortune', og han har samlet sig et stjernespækket line-up foran kameraet, der udover sig selv, inkluderer Seth Rogen, Keke Palmer, Sandra Oh og Keanu Reeves.

'Good Fortune' følger en velmenende, men temmelig uduelig engel ved navn Gabriel (Reeves), som blander sig i livet hos en hårdt presset freelancer og en velhavende iværksætter.

 'Good Fortune' kan lejes / købes på Blockbuster fra den 15. december.

Mission: Impossible - The Final Reckoning
(© UIP)

Mission: Impossible - The Final Reckoning

Actionfilmen 'Mission: Impossible - The Final Reckoning' er ottende kapitel i rækken af film med Tom Cruise i rollen som IMF-agenten Ethan Hunt.

I den forrige film så vi Ethan gå til det yderste i jagten på en fjende fra hans fortid og en skurkagtig kunstig intelligens kaldet The Entity, i et forsøg på at sikre en afgørende nøgle, som låser et kammer inde i en højteknologisk russisk ubåd ved navn Sevastopol. Inde i kammeret er The Entitys kildekode, som kan bruges til at hjælpe med at ødelægge den.

Christopher McQuarrie har igen instrueret, og rollelisten tæller velkendte ansigter som Simon Pegg, Ving Rhames, Hayley Atwell, Pom Klementieff, Nick Offerman og Angela Bassett.

'Mission: Impossible - The Final Reckoning' kan ses på SkyShowtime fra 17. december.

Blue Moon
(© Sony Pictures Classics)

Blue Moon

Det niende samarbejde mellem instruktør Richard Linklater (Before-trilogien, 'Boyhood') og skuespiller Ethan Hawke kan endelig ses i Danmark.

Hawke spiller Lorenz Harts, der kæmper med alkoholisme og sin egen mentale sundhed, mens han prøver ikke at tabe ansigt på premiereaftenen til Broadway-musicalen 'Oklahoma!'.

Rollelisten tæller også Margaret Qualley, Bobby Cannavale og Andrew Scott. Sidstnævnte vandt tilbage i februar Sølvbjørnen i Berlin for Bedste birolle - og filmens stærke præstationer kan således være underdogs i den kommende prissæson.

'Blue Moon' kan lejes / købes på Blockbuster fra den 23. december.

Goodbye June
(© Netflix)

Goodbye June

På selve juleaften er Netflix klar med en filmiske julegave i form af Kate Winslets instruktørdebut 'Goodbye June'.

Et familiedrama, der følger fire søskende, hvis liv ændres på forskellige vis, da deres mor er dødende i juletiden.

Den kvikke mor spilles af Helen Mirren, der iværksætter et sidste farvel på sine egne betingelser. Rollelisten tæller ydermere Toni Collette, Johnny Flynn, Andrea Riseborough, Timothy Spall og Kate Winslet selv.

'Goodbye June' kan ses på Netflix fra 24. december.

Sådan træner du din drage
(© UIP)

Sådan træner du din drage

Familiefilmen 'Sådan træner du din drage' er en live-action genindspilning af den søde, sjove, eftertænksomme og spændende fortælling om en ung vikings forbudte venskab i animationsfilmen af samme navn fra 2010.

På den forblæste Bersærkø, hvor vikinger og drager har været bitre fjender i generationer, skiller Hikke sig ud. Han trodser århundreders traditioner, da han bliver ven med en frygtet Natskygge-drage, som han giver navnet Tandløs. 

Sammen med den handlekraftige Astrid og landsbyens særegne smed Gobert, forsøger Hikke at forklare at dragerne ikke er så farlige, som alle tror.

Fortiden gemmer dog på en trussel, der bringer både vikinger og drager i fare. Men Hikke og Tandløs’ venskab er måske nøglen til at skabe en ny fremtid. Sammen skal de forsøge at skabe fred, hvilket stiller spørgsmål ved, hvad er en rigtig helt og leder er.

Det er Dean DeBlois, der har instrueret de animerede originaler, der også står bag den nye live-action-udgave.

'Sådan træner du din drage' kan ses på SkyShowtime fra 25. december.

Nyeste film i biografen