Brad Pitt giver den fuld pedal i ny trailer til sommerens store racer-film

'F1' har snart biografpremiere
F1
(© Apple Studios)

Efter kæmpesuccesen med Tom Cruise i Top Gun: Maverick er instruktøren Joseph Kosinski nu klar med mere fart over feltet, når Brad Pitt sætter sig bag rettet i filmen F1.

Brad Pitt indtager i de hæsblæsende strabadser rollen som den pensionerede racerkører Sonny Hayes, der gør et spektakulært comeback til Formel 1, hvor han danner makkerpar med det unge talent Joshua Pearce, der spilles af Damson Idris.

Der er nu landet en ny trailer for filmen, hvor pedalen i den grad bliver sparket i bund. Se traileren nederst i artiklen.

Parløbet mellem de to generationer slår dog til tider gnister i den hårde konkurrence, hvor duoen må tackle deres forskelligheder og interne rivaliseringer, der både folder sig ud på banen og udenfor det prestigefulde racerløb.

Filmen er lavet i samarbejde med en række Formel 1-hold fra virkelighedens racerverden, mens flere af filmens hæsblæsende scener er optaget under rigtige racerløb.

Udover Brad Pitt på rollelisten medvirker bl.a. også Javier Bardem, danske Kim Bodnia og Kerry Condon.

'F1' får biografpremiere den 25. juni.

Nyeste film i biografen