Dansk stjerne har historisk premiereweekend i biograferne
Den danske superstjerne Connie Nielsen er i denne weekend biografaktuel i den længe ventede Gladiator 2, som har været mere end 20 år undervejs. Og ved gallapremieren i København strålede skuespilleren i en video, som du kan se her i artiklen.
Hollywood-storfilmen har naturligvis fået det meste af opmærksomheden, og vi hos kino.dk mødtes da også med Connie Nielsen til et længere interview - som du kan se her - i forbindelse med premieren på 'Gladiator 2'.
Men vidste du, at det faktisk ikke er den eneste premiereaktuelle film med danskeren?
Connie Nielsen kan nemlig også opleves i det storslåede historiske drama Origin, som er instrueret af den Oscar-nominerede Ava DuVernay. Så vidt vi ved, er det første gang for Nielsen, at hun har to film ude i de danske biografer samtidig.
'Origin' har, udover Connie Nielsen, en mildest talt imponerende rolleliste.
Se traileren til 'Origin' nederst i artiklen.
'Origin' fortæller historien om opdelingen af mennesket i sociale klasser i et større historisk perspektiv, fra de afrikanske slaver til Indiens kastesystem og den tyske udrulning af nazismen, helt op til nutidens samfund.
I hovedrollen som Isabel Wilkerson kan man opleve Aunjanue Ellis-Taylor (King Richard), og det birollerne tæller blandt andre Jon Bernthal (The Wolf of Wall Street), Finn Wittrock (Unbroken), Victoria Pedretti (You), Vera Farmiga (The Conjuring), Nick Offerman (The Last of Us) og naturligvis Connie Nielsen.
Filmen var en del af dette års internationale filmfestival i Venedig, hvor den kæmpede om hovedpræmien - Den Gyldne Løve - og er blevet bredt anerkendt af kritikere verden over.
Anmelderen fra det anerkendte medie The New Yorker skriver bl.a., at filmen har "et af tidens mest usædvanlige og opfindsomme manuskripter". Og ifølge Deadline sidder man som publikum lamslået, når rulleteksterne kører over skærmen til sidst.
Herhjemme har Filmmagasinet Ekko givet 'Origin' 4 stjerner og roser filmen for sine rørende øjeblikke, hvor "to mennesker åbent taler med hinanden." Denne overbevisning deles af Politikens anmelder, Kim Skotte, der også giver 'Origin' 4 stjerner:
- Ava DuVernay laver film om amerikanske raceproblematikker og gør det stadig bedre end de fleste andre. Filmen giver en kuldegysning eller to i en tid med Trump.
'Origin' har biografpremiere den 14. november. Køb dine billetter her på Kino.dk.