Dar Salim hjemsøges af krig i nyt dansk psykologisk drama
Dar Salim slår sine folder både her i landet og internationalt. Man har således sidste år kunnet opleve skuespilleren i bl.a. den danske action-fortsættelse Underverden 2 og i Guy Ritchies The Covenant overfor Jake Gyllenhaal.
Nu venter der med det psykologiske drama Hercules falder en ny dansk film forude for Dar Salim. Den behandler temaer om bl.a. krigsveteraner og deres mentale traumer.
Udover Dar Salim i hovedrollen finder man blandt rollebesætningen også en række rigtige krigsveteraner.
'Hercules falder' følger veteranen Youssef, der hjemsøges af eftervirkningerne af krig. Han kæmper både med psykiske udfordringer og anstrengte familiebånd.
Da han imidlertid sendes til et rehabiliteringscenter for veteraner på Strynø, begynder han at gå i terapi, tage ansvar for sit liv og sin fremtid, mens han også får kontakt med andre veteraner.
Selvom Youssef gør fremskridt, indser han, at det måske er umuligt at reparere de ødelagte familiebånd.
Dar Salim udtaler om filmen:
- Da jeg første gang læste manuskriptet til 'Hercules falder', fandt jeg emnet særligt interessant og vigtigt på grund af den tid, vi lever i i dag, hvor mængden af information, vi udsættes for, ofte overskygger den reelle substans i nyhedsstrømmen.
Skuespilleren uddyber:
- Synsvinklen i denne historie giver en stemme til krigsveteranerne og deres familier, som lider under de reelle konsekvenser af krig og dens påvirkning resten af deres liv, mens vi som samfund allerede er videre til den næste nyhedshistorie.
Filmen optages til foråret på netop Strynø, mens Christian Bonke får sin spillefilmsdebut som fiktionsinstruktør. Han har skrevet filmen med Marianne Lentz (Den store stilhed).
Christian Bonke fortæller om projektet og valget af Dar Salim til hovedrollen:
- Det er virkelig en drøm, der er gået i opfyldelse for mig at arbejde med Dar Salim i min spillefilmsdebut. Der er ingen som ham, der besidder en rå maskulinitet og samtidig en følsomhed og sårbarhed, der smitter af på os gennem lærredet.
Instruktøren uddyber:
- Dar er selv tidligere soldat, og måske er det derfor, han er i stand til at forbinde sig så naturligt med de rigtige veteraner på rollelisten.
Christian Bonke slutter:
- På et dybere plan handler filmen også om maskulinitet, hvor soldaten fremstår som arketypen på manden, der er drevet af at opretholde sit selvbillede af at være stærk og handlekraftig. Men når han knækker, hvordan vælger han så at håndtere sin sårbarhed?
Dar Salim kan i år ses i Guy Ritchies serie 'The Gentlemen', mens han til september igen er biografaktuel, når han spiller en af de ledende roller i Gustav Möllers (Den skyldige) Vogter, der bl.a. også har Sidse Babett Knudsen og Jacob Lohmann på rollelisten.
'Hercules falder' forventes at få premiere i starten af 2025.