Den store biografguide til alle 21 nye film i februar

Der er en bred palette af film på programmet
Scream 7
(© SF Studios)

Februar måned er måske kort på dage, men den er lang på oplevelser i biografmørket. 

Med hele 21 nye premierefilm byder måneden på et imponerende bredt udvalg, der spænder fra 80'er-nostalgisk gyserkomedie og stjernespækket kupthriller til kompromisløs arthouse og intime danske debuter samt vild animation og skrækfilm i alle afskygninger.

Vi får også gensyn med elskede franchises, ikoniske karakterer og velkendte stjerner, men også modige nyfortolkninger af klassiske værker, politisk sprængfarlige fortællinger, musikalske tidsrejser og familiefilm, der inviterer de mindste med i biografen.

I denne oversigt har vi dog ikke inkluderet særvisninger, events osv., men du kan få det fulde overblik over biografernes visninger her.

Herunder finder du alle nye premierefilm i februar 2026:

Klassefesten 4
Klassefesten 4 - Venner for livet (© Nordisk Film)

Cold Storage - Premiere den 5. februar

Stranger Things-stjernen Joe Keery spiller Travis - eller Teacake, som han også bliver kaldt i filmen. Han står over for en yderst begivenhedsrig dag på sit ellers kedelige job på et lager, hvor en underlig biplyd pludselig dukker op.

Sammen med sin nye kollega Naomi undersøger de derfor, hvor lyden egentlig kommer fra. Hvad de dog ikke ved er, at lageret tidligere var en del af en amerikansk militæroperation, hvor nogle af de mest dødelige substanser i verden blev opbevaret bag lås og slå.

Nu er en dødelig virus - der kan få hjerner til at eksplodere - imidlertid sluppet ud og er ivrig efter at sprede sig til så mange levende organismer som muligt.

Filmen, der også har Liam Neeson på rollelisten, bærer sine inspirationskilder med stolthed. Det er nemlig en nostalgisk gyser-komedie med elementer af science fiction og zombie-action, der føles som en 80'er-film, som er kørt gennem en moderne blockbuster-maskine.

Klassefesten 4: Venner for livet - Premiere den 5. februar

10 år efter den seneste film er vennerne Niels, Andreas og Thomas tilbage. De er selvfølgelig igen spillet af den folkekære trio bestående af Nicolaj Kopernikus, Troels Lyby og Anders W. Berthelsen.

Den nye komedie byder på flere morsomme optrin og ydmygelser, når trekløveret tager i sommerhus for at fejre 50-års fødselsdag for den nedtrykte Niels. Det fører dem bl.a. forbi en swingerklub samt flere både fjollede og grænseoverskridende oplevelser.

Denne gang får de tre venner selskab af bl.a. Helle Fagralid som Niels' hustru Jette og Tomas Villum Jensen som deres fælles ven Frode.

Krølle Bølle - Premiere den 5. februar

I denne uge slipper en flok bornholmske trolde løs i de danske biografer. 

Den ikoniske trold Krølle Bølle bliver nemlig for første gang filmatiseret i en stort anlagt familiefilm, der blander animation med rigtige mennesker. 

Historien følger den lille ballademagertrold, der trodser reglerne og besøger menneskenes verden. Det bliver starten på et eventyr, hvor en hundredårig gammel konflikt mellem mennesker og trolde vækkes til live på ny.

Rollelisten tæller bl.a. Rasmus Botoft og Ava Elizabeth Knox Martin, mens troldestemmerne leveres af bl.a. Carl Løber Roliggaard, Dagmar Celinder Norrbom, Sonny Lahey, Kjeld Nørgaard, Ellen Hillingsø, Troels Malling, Mille Lehfeldt og Hadi Ka-Koush.

Stray Kids: The dominATE Experience - Premiere den 5. februar

Det sydkoreanske boyband Stray Kids leverer den ultimative K-pop-begivenhed, når koncertfilmen 'The dominATE Experience' bringer os ind på livet af den globale sensation med en liveoptræden fra deres verdensturné med både eksklusive klip bag kulisserne og interviews med bandet.

Boybandet blev dannet af JYP Entertainment i 2017 og bestod oprindeligt af ni medlemmer. De debuterede i 2018 med EP'en 'I Am Not'.

Med fire koreanske og to japanske studiealbums bag sig fortsætter gruppen med at vokse og opbygge deres globale fanskare.

The Thing with Feathers - Premiere den 5. februar

Det sidste, man har brug for, når ens ægtefælle lige er død og man knap nok kan løfte hovedet - for slet ikke at tale om at få sine drenge i skole til tiden - er en stor menneskelignende krage, der råber skældsord ad en.

Det er imidlertid præcis, hvad Benedict Cumberbatchs navnløse enkemand må kæmpe med i instruktør Dylan Southerns spillefilmsdebut 'The Thing With Feathers'.

Det aggressive kragevæsen - med stemme af David Thewlis - sætter således et tungt tema som sorg i spil med en kvælende tilstedeværelse af ubehag og melankoli.

Filmen er baseret på Max Porters anmelderroste roman 'Grief Is the Thing with Feathers' og omsætter bogens poetiske abstraktion til et visuelt sprog fyldt med klaustrofobi og psykisk uro.

The Secret Agent - Premiere den 5. februar

'The Secret Agent' er ikke blot nomineret til en Oscar for Bedste Film, den har også chancen for at skabe historie ved at vinde prisen for Bedste Internationale Film ved Oscar-festen og dermed give Brasilien sin anden Oscar-sejr i streg i den kategori.

Wagner Moura - der vandt en Golden Globe for sin præstation i filmen - spiller en kemiprofessor, der er på flugt i den brasilianske storby Recife. Men hvad eller hvem han forsøger at undslippe, er til en start ikke helt til at blive klog på.

Året er 1977, hvor Brasiliens militærdiktatur har landet i et jerngreb. Hvad der følger i filmen er en nervepirrende fortælling med både overraskelser og hemmeligheder på menuen.

Wuthering Heights
Wuthering Heights (© Warner Bros.)

Crime 101 - Premiere den 12. februar

Uanset i hvilken retning man kigger i kupthrilleren 'Crime 101’, er der en Marvel-stjerne på lærredet. Rollelisten byder nemlig på bl.a. Chris HemsworthMark RuffaloHalle Berry og Barry Keoghan.

Filmen er baseret på Don Winslows novelle af samme navn og følger en længere række af røverier, der bliver begået langs den ikoniske 101 i Los Angeles. Politiet står imidlertid på bar bund i deres jagt på de skyldige.

Men da en kæmpe mulighed opstår, indser røveren, at det kunne blive hans sidste job. Han har samtidig en nådesløs kriminalbetjent på nakken, så indsatsen bliver nu hævet til det maksimale. 

GOAT - Premiere den 12. februar

Det nyeste skud på stammen fra studiet Sony Pictures Animation, der for nyligt også har stået bag Spider-Verse-filmene og 'KPop Demon Hunters', er en original action-komedie, der foregår i en verden befolket af dyr.

Historien følger Will, en lille ged med store drømme, der får en enestående chance for at slutte sig til de professionelle for at spille roarball - en højintensiv kontaktsport, som er domineret af verdens hurtigste og vildeste dyr. 

Basketball-stjernen Stephen Curry agerer producer og lægger også stemme til en af karaktererne i filmen.

Wuthering Heights - Premiere den 12. februar

Det bliver hedt i biografsalene, når den dristige og moderne nyfortolkning af Emily Brontës klassiske roman 'Stormfulde højder’ får premiere med Margot Robbie som Cathy og Jacob Elordi som Heathcliff.

Det er den visionære filmskaber Emerald Fennell bag 'Saltburn' og Promising Young Woman, der instruerer denne nye version, som er spækket med kompromisløs passion.

Det er en film om begær, kærlighed og galskab - fortalt med en nutidig stemme, der søger at bringe både nye og gamle fans sammen om den tidløse fortælling.

Romanen blev udgivet i 1847 og står som en af de største klassikere i britisk litteratur.

Marty Supreme
Marty Supreme (© Nordisk Film)

Exit 8 - Premiere den 19. februar

Flere af de computerspilsfilmatiseringer, vi har fået de senere år, har været store succeser. Vi er bestemt kommet langt siden bl.a. Super Mario Bros. og Doom

Spillet 'Exit 8', der udkom i 2023, udforsker ensformige korridorer og den surrealistiske stemning, de tilbyder. Filmen griber idéen an med et meget menneskeligt perspektiv.

Her er en mand på vej til sit arbejde, da han farer vild i en uendelig undergrundspassage. Så nu går jagten ind for ham på at finde vej til udgang 8.

Måden han søger udgangen på er ved at opdage uregelmæssigheder i gangene under jorden. Hvis han ser en uregelmæssighed, skal han vende om og ellers fortsætte fremad. Overser han en uregelmæssighed eller begår en fejl, må han starte forfra.

It Was Just An Accident - Premiere den 19. februar

Den iranske instruktør Jafar Panahi er gentagne gange blevet fængslet i Iran og fået forbud mod både at rejse og lave film. Hans guldpalmevinder 'It Was Just an Accident' blev da også optaget i hemmelighed i Iran.

Filmens fortælling begynder med en familie, der kører gennem natten, da faren Eghbal pludselig rammer og dræber en hund. Bilen går i stykker, så nu må han søge hjælp på et nærliggende værksted.

Her møder han Vahid, der bliver overbevist om, at Eghbal er hans gamle fjende 'Peg Leg'. Dagen efter kidnapper Vahid ham og smider ham ind i sin varevogn.

Eghbals fangenskab fører til introduktionen af et brudepar, deres fotograf og en mand ved navn Hamid. Alle hævder, at Eghbal har gjort dem ondt - men ingen er helt sikre på, om han faktisk er 'Peg Leg'.

Is this thing on? - Premiere den 19. februar

Kærlighed er en sjov størrelse. Det er en skilsmisse også - i hvert fald i komediedramaet 'Is This Thing On?', der er instrueret af Bradley Cooper.

Løst inspireret af en selvbiografisk anekdote af den britiske komiker John Bishop, følger filmen Will Arnett som Alex Novak, der er en mand, hvis ægteskab med den tidligere volleyballspiller Tess (Laura Dern) er endt på en nogenlunde fredelig måde. 

Midt i overgangen mellem ægteskab og skilsmisse, føler Alex sig ensom og formålsløs. Alt ændrer sig dog, da han tilfældigt dumper ind til Open Mic Night på Comedy Cellar.

Her går Alex på scenen og begynder at dele sine komplekse følelser omkring den forestående skilsmisse - det hele leveret med en tør og underspillet humor. Mod alle odds rammer det noget hos publikum. 

Han får solide grin fra salen - nok til, at han begynder at overveje, om standup kunne være noget, han skulle forfølge mere seriøst.

Marty Supreme - Premiere den 19. februar

Bordtennisspilleren Marty Mauser bor i New Yorks beskidte Lower East Side i de efterkrigsramte 1950'ere. Det er et miljø, der på én gang føles kvælende og boblende af energi, hvilket på sin vis også beskriver titelkarakteren personlighed.

Han er en rigtig fake-it-till-you-make-it-fyr. En rapkæftet og grænseoverskridende narcissist, hvis selvtillid jævnligt krydser grænsen til det rendyrkede selvbedrag.

Men han er ikke bare selvsikker - han er kaotisk på en måde, der er både forfriskende og fuldstændigt ude af kontrol, hvilket er en gave af en rolle for Timothée Chalamet, der leverer en præstation, som har sikret ham en Golden Globe og en Oscar-nominering.

Den flygtige drøm, som konstant undslipper Marty, er titlen som verdensmester i bordtennis - en sport, der godt nok var i vækst i popularitet i samtiden, men som stadig blev betragtet som en lidt obskur og særpræget beskæftigelse.

Shelter - Premiere den 19. februar

Michael Mason er den nyeste hårdkogte actionhelt, som Jason Statham portrætterer. Han foretrækker en flaske vodka på en lille ø i Irland frem for menneskelig kontakt. 

Kun hans hund giver ham en smule selskab og pusterum fra den voldelige fortid, der fik ham til at forlade sit tidligere liv.

Da en ung kvinde, som leverer forsyninger til ham og håber på at bryde igennem hans kolde ydre, bliver fanget i en brutal storm, bliver Mason tvunget til at bryde ud af sin eneboertilværelse.

Instruktøren Ric Roman Waugh har flere gange arbejdet sammen med Gerard Butler, bl.a. på den biografaktuelle katastrofefilm Greenland 2. Med sin nye actonfilm 'Shelter' trækker han således på sin erfaring med at skabe store actionsekvenser.

Fortællinger fra Christiania - Premiere den 19. februar

Der findes næppe et område i Danmark, der har skabt mere debat i dansk historie end Fristaden, Staden eller bare Christiania… kært barn har mange navne.

Nu kommer der en stort anlagt dokumentarfilm i biografen om fristaden på Christianshavn.

Filmen er fortalt med masser af arkivmateriale og en smule animation af instruktøren Karl Friis Forchhammer, hvis forældre flyttede fra Christiania den dag, han blev født.

Siden Karl Friis Forchhammer var barn, har han vidst, at han en dag ville lave en film om det her særlige sted, som hans forældre fortalte historier om.

Katten Svante på kælketur
Katten Svante på kælketur (© Angel Films)

EPIC: Elvis Presley in Concert - Premiere den 26. februar

Den nye film af Baz Luhrmann sammensætter hidtil usete optagelser fra Elvis Presleys tid med fast spilleperiode i Las Vegas og skaber et musikalsk værk, der graver dybt ind i både manden og myten.

Det er hverken en klassisk koncertfilm eller en dokumentar. I stedet trækker den elementer fra begge formater og smelter dem sammen.

Under sit arbejde med den biografiske film Elvis fra 2022 gravede Baz Luhrmann og hans producere mere end 50 timers hidtil usete optagelser frem - fundet i en saltmine i Kansas (!).

Resultatet er en film, hvor Elvis via arkivlyd selv fortæller sin historie, sat sammen med billeder og filmklip fra perioden.

Katten Svante på kælketur - Premiere den 26. februar

Katten Svante - kendt fra børnebøgerne, der er blevet solgt i millionvis verden over - opdager sammen med Musefis i denne nye film noget utroligt, nemlig sne! 

Det er dog ikke det eneste, de opdager. De opdager nemlig også en ny nabo. En stor og larmende hund kaldet Vovse, hvilket absolut ikke er gode nyheder for kattene.

Da Svante og Musefis nu løber væk fra hunden, finder de en kælk, imens Vovse er lige i hælene på dem. Men er han virkelig så skræmmende? Eller vil han bare være venner?

Med en spillelængde på en lille time, er Svantes eventyr perfekt for særligt de mindste biografgængere.

Pillion - Premiere den 26. februar

Dem, som mener, at sex ikke hører hjemme i film, vil uden tvivl få kaffen galt i halsen, hvis de ser Harry Lightons 'Pillion'.

Hovedrolleindehaveren Alexander Skarsgård har under pressetouren for filmen i hvert fald omtalt 'Pillion' som en "dom-com" - og det rammer ganske rigtigt tonen.

Filmen følger Colin - spillet af Harry Potter- og The Queen's Gambit-stjernen Harry Melling - som ikke er, hvad man ville kalde eventyrlysten. Han arbejder som parkeringsvagt og synger i et barbershop-kor i sin fritid. 

Hans mor opfordrer ham til at finde en partner, men Colin har svært ved at skabe forbindelser. Hans isolation brydes dog uventet, da en biker ved navn Ray (Skarsgård) stikker ham en seddel på en bar - blot med et tidspunkt og et sted. 

Herfra udvikler de et dominans-og-underkastelsesforhold, som får Colin til at åbne op på måder, han aldrig havde forestillet sig.

Scream 7 - Premiere den 26. februar

Den ikoniske gyserfranchise fortsætter, når vi denne gang igen følger Sidney Prescotts flugt fra den notoriske Ghostface - nu også med sine børn på slagmarken.

Flere tidligere bekendtskaber fra Scream-filmene er desuden blevet annonceret til at gøre comeback. Udover Neve Campbell i hovedrollen bliver det nemlig også til gensyn med Courteney Cox og David Arquette samt Matthew Lillard.

Bag kameraet finder man ingen ringere end Kevin Williamson, som er manden, der skrev den allerførste Scream fra 1996.

Vægtløs - Premiere den 26. februar

Emilie Thalunds debutspillefilm 'Vægtløs' er en coming-of-age-fortælling, der udspiller sig på en kost- og træningslejr. Her følger man teenageren Lea, som tilbringer en lang sommer væk hjemmefra for at tabe sig.

Den danske film er i sin essens et intimt trekantsdrama mellem Lea, hendes værelseskammerat Sasha og deres træner Rune.

Filmen havde verdenspremiere i New Directors-konkurrencen på San Sebastián Film Festival, hvor den vandt hovedprisen i sin kategori. Den har senest også vundet to flotte priser på Göteborg Film Festival.

Scarlet - Premiere den 26. februar

'Scarlet' er noget så sjældent som en anime, der finder sted i Danmark. Det er nemlig en nyfortolkning af Shakespeares 'Hamlet'.

I denne udgave følger vi den unge Scarlet, der bliver chokeret, da hendes far, kong Amleth, falsk anklages og henrettes af sin magtsyge bror Claudius i samspil med hendes grusomme stedmor.

Scarlet beslutter sig nu for at tage hævn over Claudius. Men han forgifter hende - og hun vågner op i underverdenen, hvor hun møder nutidens ambulanceredder Hijiri, som nægter at tro på, at han er død.

Hijiri slår sig sammen med Scarlet, mens hun kæmper sig gennem prøvelserne i jagten på den gådefulde vej tilbage til de levendes verden.

Med en blanding af anime-stiliserede billeder og digital animation vækker den japanske instruktør Mamoru Hosoda de klassiske shakespearske elementer til live i sit hævneventyr.

Nyeste film i biografen