Første officielle kig på ny He-Man i fuld figur: Men er han muskuløs nok?

Lad kampen begynde!
Masters of the Universe
(© The Cannon Group, Inc)

Det er 30-årige Nicholas Galitzine, der skal gå i Dolph Lundgrens fodspor, når han skal portrættere prins Adam aka He-Man i den kommende storfilm Masters of the Universe.

Dolph Lundgren spillede som bekendt 80'er-helten i Masters of the Universe fra 1987.

Nu er det første officielle billede af Nicholas Galitzine i fuld figur offentliggjort. Her står han med ryggen til og i modlys med det ikoniske sværd på ryggen og i muskuløs form. Se billedet nederst i artiklen.

Selvom det måske ikke er meget, der afsløres på billedet, kan man godt se, at Nicholas Galitzine har været i træningscentret, mens hans outfit umiddelbart læner sig flot op ad designet fra 80'er-legetøjet, som filmen er baseret på.

Blandt de øvrige medvirkende er bl.a. Camila Mendes som Teela, Idris Elba er Duncan aka Man-At-Arms, mens Alison Brie spiller Evil-Lyn og Sam C. Wilson er Trap Jaw.

Morena Baccarin spiller Sorceress og Jared Leto ses som He-Mans onde ærkefjende Skeletor, der på forrygende vis blev spillet af Frank Langella i 80'er-filmen.

Herudover portrætterer James Purefoy kong Randor og Charlotte Riley er dronning Marlena. Hafthor Bjornsson ses som Goat Man, Jóhannes Haukur Jóhannesson er Malcolm aka Fisto og Kojo Attah spiller Tri-Klops.

Filmen instrueres af Travis Knight (Kubo and the Two Strings, Bumblebee), mens manuskriptet er skrevet af Chris Butler (Kubo and the Two Strings, ParaNorman, Missing Link).

'Masters of the Universe' forventes at få biografpremiere den 5. juni 2026.

Nyeste film i biografen