Ventet porno-gyserfilm får dansk biografpremiere (eksklusivt)

'Maxxxine' kommer til Danmark
Maxxxine
(© UIP)

Gyserne X og Pearl fortæller historien om jagten på berømmelse. Koste, hvad det vil.

De to film følges nu til dørs af en sidste film, der vil afslutte trilogien. Den har titlen Maxxxine, og filmen var egentlig ikke i første omgang tiltænkt dansk biografpremiere.

Men kino.dk kan nu afsløre, at 'Maxxxine' lander i de danske biografer. Det bekræfter distributionsselskab UIP.

'MaXXXine' får dansk biografpremiere den 29. august.

Se traileren til filmen nederst i artiklen.

'Pearl' skildrer den triste og blodige forhistorie om den unge pige Pearl i 1918 - en karakter, som vi stifter bekendtskab med i 'X'.

I 'X' følger vi et hold af unge, aspirerende og liderlige filmskabere, som lejer sig ind hos et ældre ægtepar (en af dem er Pearl) for at skyde en pornofilm på deres gård. Men tingene tager en drabelig drejning.

'Maxxxine', den sidste film, følger den unge pige Maxine, som var en del af holdet i 'X', der nu jagter en karriere som pornostjerne i 1980'ernes Hollywood. Men hendes blodige fortid kan ødelægge drømmen.

I den altoverskyggende hovedrolle i alle tre film ses Mia Goth, som i den grad har kørt sig selv i stilling som den nuværende dronning af gysergenren!

Bag filmtrilogien står Ti West, og med hvert kapitel i gyser-serien er forventninger og hypen kun steget. 

'MaXXXine' har således også en imponerende rolleliste, som tæller Kevin Bacon, Elizabeth Debicki, Giancarlo Esposito, Michelle Monaghan, Sophie Thatcher og sangeren Halsey.

'MaXXXine' får dansk biografpremiere den 29. august.

Se traileren til gyseren herunder: