Ventet zombiefilm har allerede en fortsættelse klar: Får premiere kun et halvt år efter

En ny trilogi i støbeskeen
28 Dage senere
(© Fox Searchlight Pictures)

‘The Walking Dead’, ‘The Last of Us’, Train to Busan – alle sammen står de på skuldrene af 28 Days Later (2002), der godt kan betegnes som en nyklassisker, når det kommer til den moderne zombiefilm. 

Den er selv inspireret af zombiefilmen over dem alle – Night of the Living Dead fra 1968, der førte til den første bølge film i den elskede subgenre.

Danny Boyle og Alex Garland skabte med '28 Days Later' en original og skræmmende fortælling, der er blevet grundlag for en filmserie, der nu har fået vokseværk. Ja, de døde er langt fra lagt i graven.

I 2007 fik filmen en efterfølger i form af 28 Weeks Later - dog uden de to originale skabere - og i 2025 bliver 28 Years Later startskuddet på en ny zombie-trilogi i universet.

Hvad handler den første film om?

I den første film, '28 Days Later', slipper en rædselsfuld og ekstremt farlig virus ud fra et britisk forskningslaboratorium. 

Virussen er altødelæggende indenfor sekunder, og den fanger de inficerede i en tilstand af blodtørstigt raseri. På kun 28 dage har virussen overvundet England, og landet står nu helt øde hen. 

Det er kun en lille gruppe af overlevende bestående af bl.a. Cillian Murphy, Naomie Harris og Brendan Gleeson, der forsøger at overleve i en verden, hvor det ikke kun er levende døde, der lurer i mørket.

Se den nyeste trailer til '28 Years Later' nederst i artiklen.

28 Years Later
(© Columbia Pictures)

Et mesterligt makkerpar

Danny Boyle er instruktøren bag den første 28-film. Han står ligeledes bag film som Trainspotting, Yesterday og Slumdog Millionaire, hvortil sidstnævnte indbragte ham en Oscar for Bedste instruktør. 

Da han instruerede '28 Days Later' var manuskriptet skrevet af en forholdsvis ukendt forfatter, der nu er blevet en af de mest spændende filmskabere i nyere tid, nemlig Alex Garland.

Deres samarbejde startede, da Boyle instruerede en film baseret på Garlands bog The Beach, der havde Leonardo DiCaprio og Tilda Swinton i hovedrollerne. Han blev inviteret med i skriverummet af Boyle, og der fik Garland blod på tanden. Han ville ikke kun være bogforfatter, men også manusforfatter og senere hen instruktør.

De lavede '28 Days Later' og Sunshine sammen, hvorefter Garland selv satte sig i instruktørstolen. I 2014 skrev og instruerede han den anerkendte film Ex Machina, der vandt en Oscar for bedste visuelle effekter, og senere fulgte Annihilation, Civil War, og senest den biografaktuelle Warfare, som han er medinstruktør på sammen med Ray Mendoza.

Garland har før udtalt, at han er færdig med at instruere, og at han i stedet vil fokusere på at skrive manuskripter, hvilket vi får lov til at opleve lige om lidt, når den næste 28-film udkommer - med Garland tilbage bag skrivemaskinen. 

28 Years Later
(© SF Studios)

Hvad handler '28 Years Later' om?

28 år efter handlingen fra den første film møder man en gruppe overlevende, der har bosat sig på en lille ø, som er forbundet med fastlandet via en enkelt, stærkt forsvaret dæmningsvej. Den voldsomme virus er stadig løs, og de overlevende skal finde en måde at sameksistere på blandt de frådende zombier.

Da et gruppemedlem forlader den sikre ø og begiver sig ind på fastlandet, opdager han hemmeligheder, vidundere og rædsler, der har muteret de inficerede – og nu også de raske!

I traileren til filmen (se den nederst) kan man på lydsporet høre filmstjerne Taylor Holmes, der reciterer Rudyard Kiplings kendte krigs-digt 'Boots', mens vores hovedpersoner vandrer gennem et øde England, der kribler med hurtige, menneske-spisende zombier.

Vi bliver introduceret til vores nye gruppe af overlevende, der består af Aaron Taylor-JohnsonJodie Comer, Jack O’Connell, Alfie Williams og Ralph Fiennes.

Det har før været spekulationer, om Cillian Murphy vender tilbage til filmserien, idet man ser en zombie i den første trailer til den nye film, der umiskendeligt ligner en levende død-udgave af Murphy. 

Men det er blevet afkræftet, og det tyder ikke på, at han vender tilbage i '28 Years Later', selvom han er executive producer på filmen. Til gengæld har Boyle udtalt på dette års CinemaCon, at “ligesom alle gode ting i livet, så skal du måske vente lidt for at få ham at se igen”, og hinter derfor kraftigt på et gensyn med den Oscar-vindende skuespiller i en af de senere film, som er på vej.

28 Years Later
(© SF Studios)

Ny fortsættelse er allerede indspillet

'28 Years Later' får premiere til sommer, men allerede et halvt år efter er den næste film i den nye planlagte trilogi klar til biografen.

Titlen er 28 Years Later: The Bone Temple, som der altså får premiere allerede i januar 2026. Alex Garland har igen skrevet manuskriptet, men denne gang er instruktørposten overtaget af Nia DaCosta (Candyman, The Marvels).

Opfølgeren blev skudt back-to-back med den nye film, og fungerer som den fjerde film i den samlede franchise.

En efterfølger til 'The Bone Temple' og en film, som vil fuldende den nye trilogi er på vej. Danny Boyle har endnu ikke finansieret den tredje film, men håber på at færdiggøre trilogien sammen med manuskriptforfatter Alex Garland, hvor vi så må forvente, at Boyle er tilbage i instruktørstolen.

En anden interessant detalje ved den nye '28 Years Later' er, at den er optaget på en iPhone, hvilket man bl.a. har oplevet før med Oscar-vindede instruktør Sean Bakers film Tangerine. Denne gang bliver det bare gjort med et budget på 75 millioner dollars, og er derfor den dyreste film, der nogensinde er produceret på den måde.

Om vi får en så ikonisk scene som den i '28 Days Later', hvor Murphy iklædt hospitals-tøj går igennem et ødelagt London, må vi vente at se. Men der er ingen tvivl om, at med Boyle og Garland bag rettet kan publikums kærlighed til zombie-genren, der lige nu blomstrer med filmatiseringen af det populære spil 'The Last of Us', kun blive endnu større.

'28 Years Later' får biografpremiere den 19. juni 2025.

 

Se traileren herunder:

Nyeste film i biografen