4 nye film du kan se i biografen i uge 22 2025

Sørøvertogter, karatetræning, våbenhandlere og uhyggeligt folkeeventyr
Karate Kid Legends
(© SF Studios)

Uanset om du er i humør til kampsport, gyselige grin, skattejagt eller intriger langs Middelhavet, kan du roligt kaste et blik over programmet for uge 22. Her ved forårets afslutning kan vi se frem til, at fire ganske forskellige film påbegynder deres vandring gennem det danske biograflandskab. 

I den skandinaviske ende af spektret byder biograferne på sørøvereventyr for hele familien, men man kan også lade børnene blive hjemme og opleve satiriske gys, når Askepot for alvor kommer under kniven. 

I New York mødes gamle og nye verdener gennem den tidløse kampsport karate, og hvis Middelhavssolen trækker, kan du hoppe ombord på skæbnesvangre flyvetogter i stjernespækket selskab med Wes Anderson og co.

4 nye film du kan se i biografen i uge 22 2025:

Kaptajn Sabeltand og grevinden af Gral

Der er sørøvereventyr og fantasy på færde, når Kaptajn Sabeltand vender tilbage til den salte sø i forsøget på at overvinde den udspekulerede Grevinde Sibylle.

Denne brandsejlssplittende animationsbasker kommer fra studiet bag 'Dyrene i Hakkebakkeskoven' og 'Folk og røvere i Kardemomme By' og sætter piraternes mod på prøve.

De to bedste venner, Ravn og Pinky, gør sammen tjeneste på Kaptajn Sabeltands skib 'Den Sorte Dame'. Herfra hersker kaptajnen som konge over piratriget De Syv Dage og drager på plyndringstogter til hemmelige skatteøer. 

Livet ombord tager dog en uventet drejning, da Sibylle, Grevinden af Gral, stjæler skibets gyldne sabeltandstiger og kidnapper Pinky - alt som en del af hendes listige plan om at fange Kaptajn Sabeltand og erobre piraternes hjemland. 

Sammen med Kaptajn Sabeltand, en frygtindgydende drage og skibets excentriske kok må Ravn nu sætte alt ind for at redde Pinky og stoppe grevinden. 

Filmen er produceret af det prisvindende studie Qvisten Animation, som tidligere har stået bag succeser som Jul med Astrid Lindgren, Dyrene i Hakkebakkeskoven, Folk og røvere i Kardemomme By og Jul i Bakkekøbing. 'Kaptajn Sabeltand og grevinden af Gral' har premiere den 28. maj.

Den stygge stedsøster

Folkeeventyret om Askepot får sig et morbidt ansigtsløft i denne brutalt komiske film, som skifter fokus for at stille skarpt på stedsøsterens perspektiv. Hvis du er træt af Disney-konventionerne og gerne vil se gruopvækkende seancer blandet med lidt nordisk feministisk satire, så kunne 'Den stygge stedsøster' sagtens være din sag. 

Elvira bliver stedsøster til den smukke Agnes, da hendes mor bliver gift med faren til den smukke Agnes. Efter hans utidige død efterlades de to tilkomne kvinder dog uden forsørgelse. 

Elvira drømmer imidlertid om at blive gift med den eftertragtede prins Julian, og da han inviterer til bal på slottet, bliver hun opsat på at ende som hans udkårne for enhver pris. 

Først må hendes ydre tilpasses, så det kan leve op til de herskende skønhedsidealer, og derpå må den fortryllende "Askepot" sættes ud af spillet - ingen syngende mus kan redde hende denne gang! Der er dømt både gys og grin så hatten - og balskoen - passer. 

Det er den norske instruktør Emilie Blichfeldts debutfilm, og hendes tilgang er at lade folkeeventyret flette fingre med body-horror for at vende op og ned på kvinders stræben efter samfundets skønhedsidealer. 

Filmen er produceret i norsk-dansk samarbejde og udkom på dette års Sundance festival, hvor den blev beskrevet som 'Bridgerton' møder The Substance. Den danske filmpremiere er den 28. maj.

Karate Kid: Legends

Ikonerne fra Karate Kid-serien må slå pjalterne sammen i 'Karate Kid: Legends': En film, hvor tre vildfarne sjæle tager kampen op for at finde fælles fodslag i en uvenlig verden. 

Li Fong (Ben Wang) er et ungt kung fu-talent, som flytter fra Beijing til New York med sin mor for at starte et nyt liv på en prestigefuld skole. Der går ikke længe, før Li får sat sit liv over styr ved at komme på tværs af den lokale karatemester. Han tager kampe op, men for at kunne konkurrere, må han tage nye greb i brug.

Hans læremester Mr. Han (Jackie Chan) søger derfor hjælp fra Sensei Miyagis legendariske lærling Daniel LaRusso (Ralph Macchio), så Li kan få dyrket sit talent i nye retninger. Han og LaRusso forener kung fu og karate for at oplære det næste skud på kampsportens knobrede stamme og derved udfordre både skæbnen og stilarternes konventioner. 

Med både Macchio og Chan på rollelisten og Jonathan Entwistle i instruktørstolen fungerer 'Karate Kid: Legends' som en efterfølger til både Karate Kid fra 1984 og 2010-rebooten. Premieren falder den 29. maj. 

The Phoenician Scheme

Magtkampe, familieintriger og kassevis af granater kastes mod lærredet, når denne stjernespækkede actionkomedie får premiere den 29. maj. 

Wes Anderson instruerer traditionen tro en perlerække af skuespillere, denne gang med navne som Tom Hanks, Scarlett Johansson, Bill Murray, Bryan Cranston, Benedict Cumberbatch i det svulmende persongalleri. Den klare hovedrolleindehaver er dog Benicio Del Toro, som spiller den excentriske Zsa-Zsa Korda. 

Korda har gennem sit liv opbygget et våbenimperie, som han inden sin død ønsker at lade gå videre. Hans udvalgte enearving er datteren Liesl, som for flere år siden hengav sig til et nonnekloster, men som nu bliver inddraget i et sammensurium af spionage, attentater og ildkampe. 

Ud over at være producer og instruktør på filmen har Wes Anderson skrevet manuskriptet, og dette i sammensværgelse med sin faste medskribent Roman Coppola. Deres fællesprojekt Moonrise Kingdom fra 2012 blev nomineret til en Oscar for Bedste Originale Manuskript. 'The Phoenician Scheme' blev udtaget i hovedkonkurrencen ved Cannes Film Festival 2025. 

Nyeste film i biografen