Elsket skuespiller fra masser af komedie serier er gået bort

Hvil i fred
Sabrina the Teenage Witch
(© 'Sabrina the Teenage Witch' / Viacom Prod.)

Komiker og skuespiller Martin Mull har et langt CV med masser af elskværdige roller i både film og serier. Det er desværre slut nu. Martin Mull er gået bort i en alder af 80 år.

Det oplyser hans datter, Maggie Mull, på sin Instagram-profil i et rørende opslag. Se opslaget nederst i artiklen.

- Jeg er sønderknust over at skulle dele, at min far gik bort i sit hjem den 27. juni efter en brav kamp mod langvarig sygdom, skriver datteren bl.a. i opslaget og fortsætter:

- Min far vil være dybt savnet af sin hustru og datter, af sine venner og kollegaer, af ligesindede kunstnere og komikere og musikere og - det er et tegn på, at man er en virkelig enestående person - mange, mange hunde. Jeg elsker ham inderligt.

Martin Mulls karriere strækker sig tilbage til 70'erne. Først gennem musik, senere via komikken og derefter til skuespillet.

Han begyndte i tv-serien 'Mary Hartman, Mary Hartman', som kørte fra 1976-77. Derefter fulgte et hav af roller, især på tv. Mest fremtrædende i serierne 'Roseanne' og 'Sabrina - skolens heks'.

Der er faktisk stor sandsynlighed for, at Martin Mull har gæsteoptrådt i din yndlings-komedieserie.

Skuespilleren har nemlig medvirker i alt fra 'Community' og 'Veep' (som han fik en Emmy-nominering for) over 'Two and a half men' og 'Brooklyn Nine-Nine' til 'Arrested Development' samt mange andre.

Filmkarrieren bød også på flere større roller, bl.a. i den humoristiske whodunnit-krimi 'Clue' fra 1985 - baseret på spillet af samme navn - hvor han var Colonel Mustard og i 'Mr. Mom' ('Støvsugerpiloten'), mens en af hans få hovedroller var i 'Serial' fra 1980.

Mange i USA vil ligeledes genkende Martin Mull fra en lang række reklamer, bl.a. for brands som Pizza Hut og Red Roof Inn.

Martin Mulls sidste skuespiller-optrædener blev i 2023, hvor han medvirkede i serierne 'Afterparty' og 'Not Dead Yet'.

Tak for alle rollerne. Hvil i fred.