Fra folkene bag viral TikTok-musical: Oscar-vinder laver film om et mordmysterie

Anerkendt filmstudie står bag filmen
Billede
(© American Hustle/Columbia Pictures)

Hollywood-stjernen Jennifer Lawrence er både en Oscar-vinder, har arbejdet med anerkendte instruktører som Darren Aronofsky, David O. Russell og danske Susanne Bier, mens hun derudover også har stået i front for den originale Hunger Games-filmserie, der fik en samlet indtjening på omkring 3 mia. dollars på verdensplan. 

I interviews er en af de ting Lawrence dog allerhelst vil snakke om hendes kærlighed til reality-fjernsyn. Mere specifikt hendes kærlighed til Real Housewives-franchisen.

Skuespilleren tager nu sin fanstatus til nye højder med sit næste filmprojekt. Lawrence har nemlig fået hovedrollen i mordmysteriet 'The Wives', der er inspireret af Real Housewives-realityserien. Det skriver Variety

Plot og premieredato er endnu hemmeliggjorte. Men hvis filmen bliver i stil med Real Housewives-serierne, kan publikum forvente store personligheder, luksuriøse omgivelser og selvfølgelig intriger. 

Real Housewives-franchisen dækker over serier som 'The Real Housewives of Beverly Hills', 'The Real Housewives of Salt Lake City' og 'The Real Housewives of Atlanta', der som titlerne indikerer følger rige kvinder og deres ekstraordinære hverdag.

Jennifer Lawrence har ved mange lejligheder talt om realityserierne og har bl.a. udtalt, at hun ville give sin Oscar til kvinderne fra 'The Real Housewives of Salt Lake City' for "den bedste finale på en realityserie nogensinde." 

Lawrence er også producer på filmen, som er en koproduktion mellem Apple Studios og det anerkendte A24. Ingen instruktør er endnu tilknyttet projektet, men manuskriptet skrives af Michael Breslin og Patrick Foley. Breslin og Foley har tidligere stået bag 'Circle Jerk' og den virale internet-musical 'Ratatouille: The TikTok Musical'.

A24 har stået bag anmelder- og publikumshit som Everything Everywhere All At Once, Past Lives, Moonlight og The Whale.

'The Wives' afventer premieredato.

Læs også: Adele forudsagde film-flop: Jennifer Lawrence fortryder, hun ikke lyttede