Guide: 14 actionfilm du kan glæde dig til i 2024

Nye hårdtslående og eksplosive titler
Godzilla x Kong: The New Empire
(© Godzilla x Kong: The New Empire / Warner Bros. )

Actionfilmgenren findes i alle mulige afskygninger og kan kombineres med komedie, science fiction, fantasy og meget mere.

Det bærer vores liste over actionfilm i 2024 tydeligt præg af, da spændet er stort.

Hvis vi piller superheltene ud af ligningen (de har deres egen liste), så er vi pt. på 14 film til næste år, som alle indeholder action som overvejende genre. Så spænd sikkerhedsselen, tag den skudsikre vest på og lad dit håndvåben, for nu går det løs!

OBS: Listens titler og premieredatoer kan ændre sig, mens nye titler kan komme til og andre ryge af premierelisten. Vi opdaterer derfor listen løbende.

Stockholm Bloodbath
Stockholm Bloodbath (© Scanbox Entertainment)

Stockholm Bloodbath - premiere d. 18. januar

Danske, norske og svenske skuespillere tørner sammen i en historisk actionfilm med afsæt i året 1520. Den udforsker et mørkt kapitel i Sverige og Danmarks fælles historie, hvilket indebærer en blodig massakre på omkring 100 mennesker i den svenske hovedstad.

I filmen følger man således Anne og Freja, der søger hævn over de mænd, som myrdede deres familie. Deres rejse ender i Stockholm, hvor de bliver draget ind i en politisk magtkamp mellem Sverige og Danmark.

På den internationale rolleliste finder man bl.a. Claes Bang og Ulrich Thomsen, videre til dansk-svenske Alba August, norske Jakob Oftebro og svenske Adam Pålsson samt engelske Sophie Cookson og Emily Beecham.

 

Argylle - premiere d. 1. februar

Hvis man, som os, blev fælt underholdt af den friske fortolkning af agentgenren i Kingsman: The Secret Service, kan man godt begynde at glæde sig. 'Argylle' er nemlig dels instrueret af samme filmskaber, Matthew Vaughn, og dels befinder vi os i agentfilmens univers.

Filmen handler om Elly Conway, en succesrig forfatter til en række spionageromaner. Hun synes, at det bedste i verden er at sidde derhjemme med sin computer og sin kat, Alfie.

Men da handlingerne i Ellys fiktive bøger - som centrerer sig om den hemmelige agent Argylle og hans mission om at optrevle et globalt spionsyndikat - begynder at afspejle en virkelig spionorganisations hemmelige handlinger, kan Elly godt glemme alt om stille aftener derhjemme.

 

The Beekeeper - premiere d. 22. februar

Jason Statham er blandt de største action-stjerner lige nu - og i 'The Beekeper' får han igen lov til at vise sine hårdtslående evner.

Filmen handler om en mands hævntogt, der tiltrækker opmærksomhed, da det afsløres, at han er et tidligere medlem af en hemmelig organisation kendt som the Beekeepers. 

'The Beekeeper' har også Jeremy Irons og The Hunger Games-stjernen Josh Hutcherson på rollelisten. Forvent old school action a la The Expendables og Crank.

Godzilla x Kong: The New Empire
Godzilla x Kong: The New Empire (© Warner Bros.)

Godzilla x Kong: The New Empire - premiere d. 27. marts

I Godzilla vs. Kong fra 2021 udkæmpede de to enorme monstre Godzilla og King Kong en drabelig kamp. I 'Godzilla x Kong: The New Empire' slår de sig sammen mod en endnu farligere modstander.

Midt i det hele står menneskeheden, der som sædvanlig trues med udryddelse. Bullet Train-skuespilleren Brian Tyree Henry kan igen ses i rollen som Bernie Hayes, mens også Rebecca Hall vender tilbage i rollen som Ilene Andrews.

 

Hit Man - premiere d. 18. april

Nej, det er ikke en ny filmatisering af IO Interactives populære computerspilserie Hitman, men derimod en original action-komedie med romantiske elementer.

Top Gun: Maverick-stjernen Glen Powell har hovedrollen som en universitetsprofessor, der viser sig at have talent for undercoverarbejde. 

Han udgiver sig for at være lejemorder. På den måde finder politiet frem til potentielle mordere og andre forbrydere. Men han kommer i konflikt med sine følelser, da han forelsker sig en kvinde (Adria Arjona), som han er hyret af og skal angive til politiet.

Boyhood-instruktøren Richard Linklater instruerer.

 

The Fall Guy - premiere d. 1. maj

Ryan Gosling, der senest forsøgte at stjæle Barbies spotlight som Ken, spiller hovedrollen som en stuntmand, der også arbejder som dusørjæger i 'The Fall Guy'. Filmen bygger på en klassisk action-serie fra 1980erne af samme navn.

Emily Blunt er også med. Hun har erfaring med action-fyldt underholdning fra film som Edge of Tomorrow og Sicario.

Det er den tidligere stuntmand David Leith, der sidder i instruktørstolen. Han står bag actionfilm som Deadpool 2, Fast & Furious: Hobbs & Shaw og senest Bullet Train

Furiosa: A Mad Max Saga
Furiosa: A Mad Max Saga (© Warner Bros.)

Furiosa: A Mad Max Saga - premiere d. 23. maj

Den visuelt bjergtagende Mad Max: Fury Road fra 2015 får en efterfølger, der egentlig er en prequel, som fortæller forhistorien om krigeren Imperator Furiosa.

Den unge udgave af karakteren spilles af Anya Taylor-Joy, der er kendt fra bl.a. tv-serien 'The Queen's Gambit'. I 'Mad Max: Fury Road' blev rollen spillet af Charlize Theron.

Mens verden falder, bliver unge Furiosa revet fra "Mange mødres grønne sted" og over i hænderne på en biker-horde ledet af Warlord Dementus. 

Mens to tyranner kæmper for dominans over citadellet, overlever Furiosa mange prøvelser, da hun planlægger en vej hjem gennem ødemarken.

 

Kingdom of the Planet of the Apes - premiere d. 23. maj

Med den nye Abernes planet-film fortsætter franchisen, der tog sin begyndelse i 1968 med den første Planet of the Apes.

Efter adskillige efterfølgere, tv-serier og reboots, blev den nye filmserie lanceret i 2011 med Abernes planet: Oprindelsen. Herefter fulgte Abernes planet: Revolutionen og Abernes planet: Opgøret, men nu er vi flere år efter, hvor aberne i sandhed har overtaget Jorden.

Instruktørstolen og som medforfatter finder man Wes Ball. Han har tidligere bl.a. stået bag de tre Maze Runner-film i henholdsvis 2014, 2015 og 2018.

 

Ballerina - premiere d. 6. juni

John Wick-universet består af indtil videre fire spillefilm og en tv-serie, men nu udvides det med en ny film, som finder sted mellem John Wick 3 og John Wick: Chapter 4.

Filmen handler om den unge lejemorder Rooney, der vil hævne sig på dem, som slog hendes familie ihjel. Keanu Reeves, Lance Reddick og Ian McShane gentager deres roller fra action-universet.

Hovedrollen spilles af Ana de Armas, der tidligere har vist sine evner i actiongenren i James Bond-filmen No Time to Die. Hendes karakter kommer til at have en tilknytning til forbrydersyndikatet Ruska Roma og The Director spillet af Anjelica Huston, der gentager sin rolle fra 'John Wick 3'.

Bad Boys for Life
Bad Boys for Life (© Columbia Pictures)

Bad Boys 4 - premiere d. 13. juni

Will Smiths karriere har været stort set på pause, siden han stak Chris Rock en lussing ved Oscar-uddelingen i 2022. 

Nu forsøger den 55-årige skuespiller sig med et comeback - og hvilken bedre måde end at vende tilbage til en af de roller, han er mest kendt for. Nemlig som politibetjenten Mike Lowrey, der sammen med Marcus Burnett (Martin Lawrence) bekæmper forbrydere på deres helt egen, utraditionelle måde. 

De foregående tre Bad Boys-film har tilsammen indspillet 764 mio. dollars i biograferne verden over.

 

Twisters - premiere d. 18. juli

1996-filmen Twister med Helen Hunt og Bill Paxton er måske ikke den film, de fleste havde forventet ville få en efterfølger, men det er ikke desto mindre tilfældet i sommeren 2024. 

Den nye katastrofefilm har Glen Powell (der samme år kan opleves i Hit Man) på rollelisten sammen med Daisy Edgar Jones (Hvor flodkrebsene synger) og Kiernan Shipka ('Mad Men').

Plottet er endnu ukendt, men mon ikke det inkluderer ikke bare én, men flere tornadoer?

 

Borderlands - premiere d. 8. august

Vi havde ærlig talt lidt svært ved at placere 'Borderland' i denne oversigt over actionfilm, men kunne heller ikke finde ud af, hvor den ellers skulle være.

På IMDb har filmen fået genrerne science fiction, adventure, comedy, thriller og action. Men vi har spillet de computerspil, som filmen bygger på - og de er sgu ret action-fyldte.

Filmen foregår ligesom spillene på en fjern planet kaldet Pandora (nej, ikke den fra Avatar), hvor indbyggerne kæmper om et mystisk relikvie. Herfra går det totalt banjo med skæve karakterer og Mad Max-agtig action.

Rollelisten er fyldt med store navne, bl.a. Cate Blanchett, Jamie Lee Curtis og Kevin Hart. Gyser-eksperten Eli Roth instruerer, så måske der viser sig at blive afdækket endnu en genre?

 

Gladiator 2 - premiere d. 21. november

24 år efter den første 'Gladiator' kommer efterfølgeren, der igen er instrueret af Ridley Scott. 

Originalen vandt fem Oscars, bl.a. for Bedste film, men selvom der er gået mange år siden, er Scott stadig i storfilmtræning. Senest har han instrueret Joaquin Phoenix i 'Napoleon'.

De, der har set etteren, ved, at Russell Crowes Maximus ikke kan være meningsfyldt med, men en række store stjerner står klar til at tage over. Således består rollelisten af bl.a. Denzel Washington, Pedro Pascal og Paul Mescal, mens danske Connie Nielsen gentager sin rolle som Lucilla fra etteren.

 

Karate Kid - premiere d. 12. december

Universer mødes og sød karate opstår. Sådan virker det, når både Ralph Macchio og Jackie Chan medvirker i den kommende film, hvor de dermed vil genbesøge deres respektive roller som Daniel LaRusso og Mr. Han.

Maccio spillede med i den oprindelige Karate Kid-trilogi, mens Chan var træner for Dre Parker (Jaden Smith) i 2010-genindspilningen.

Nu mødes de legendariske karateudøvere i den nye film, der lige nu er ved at finde sin hovedrolle. Noget vi har skrevet om her.