Ny Mad Max-film begejstrer: "Jeg blev blæst tilbage i biografsædet"
For et par uger siden ramte action-braget Furiosa: A Mad Max Saga med Anya Taylor-Joy og Chris Hemsworth de danske biografer. Filmen kan stadig opleves på det store lærred over hele landet.
Det er der allerede mange, der har gjort. Bl.a. jer læsere her på kino.dk, hvor filmen pt. er nummer 1 over brugeres top 10 med aktuelle biograffilm.
Det er altså ikke kun blandt landets anmeldere, at filmen er blevet taget positivt imod, men også af landets biografgængere.
Bl.a. skriver Alexander på kino.dk:
- SKAL OPLEVES I BIOGRAFEN, for guds skyld, giv dig selv den gave!
Han kvitterer med 6/6 stjerner til 'Furiosa: A Mad Max Saga'.
Roserne fortsætter med følgende ord fra MarkusStepH:
- Hvis du er klar på konstant action i 2 1/2 time, så kan du se frem til en fantastisk rejse. Den skal nydes på det største lærred muligt!.
MarkusStepH giver også 6/6 stjerner.
Peter R er ligeledes begejstret og smider 6/6 stjerner efter actionfilmen med ordene:
- Jeg blev blæst tilbage i biografsædet.
Som sagt er også de danske mediers anmeldelser af 'Furiosa: A Mad Max Saga' overordnet vildt flotte.
Bl.a. lyder det i Berlingskes 6-stjernede anmeldelse "Denne film er simpelthen en af grundene til, at biografer findes.", mens Politiken kvitterer med 6 hjerter og ordene "Med sin femte Mad Max-film understreger George Miller, at middelaldervold på motorcykler i en postapokalyptisk ørken er det bedste action, der findes på film."
Ekstra Bladet er på pletten med 5 flotte stjerner, der bakkes op med beskrivelsen "Intens og storslået underholdning", mens Soundvenue også lander på 5 stjerner med ordene "George Miller har skabt endnu en actionmilepæl."
Den i dag 79-årige filmskaber George Miller bragte veloplagt nyt liv til sit Mad Mad-univers i 2015 med mesterværket Mad Max: Fury Road. Hans første Mad Max-film kom i 1979 med Mel Gibson i hovedrollen.
I den nye film 'Furiosa: A Mad Max Saga' følger man en yngre Furiosa, hvoraf man mødte en ældre udgave i netop 'Mad Mad: Fury Road'.
Denne gang gælder det altså Furiosas forhistorie - fra hun som barn bliver frarøvet sin familie af en bande til hun som voksen søger hævn.
'Furiosa: A Mad Max Saga' kan ses i biografen. Find dine billetter på kino.dk her.